jeg ser intet onde
jeg ser intet godt
jeg ser intet ækelt
jeg ser intet flot
jeg ser intet fattigt
jeg ser intet rigt
jeg ser intet fælles
jeg ser intet mit
jeg ser intet ser kun intet
ser kun intet alt er gråt
jeg ser intet ser kun intet
ser kun alle ting er væk
var vi alt og altid arme
græd vi landet glat og vådt
eller noget andet efter
barnet som vi kaldte småt lo
gemt i roens stille bæk
væltevejr i stormen
som det lukker over stof
og vi har åbne sysnore
hvor vi er et vidunderligt væv
og et vågent alibi:
stilken vi er hængte på er fuld af særlig sød fili
her er meget honning mildt og rundt
og vildt og klæbt og vådt
og lidt for ungt at smage
stykke af det tunge stof
skal eftergives let
vi må torskes som de dumme
når engang vi mangler endnu lidt
et kød at eftersy
vi er et væv vover vi
at påstå i en eftertanke
og vi torskes som de dumme
når der er så mange ting
vi må og ikke vil
dynelune: spidses derfor
øjne blindt og juvenilt
skam-pupille plastikposer
støtter bette øjne
grumme harmen dynevarmen
lysegrønne hoser, var det ikke, lunen
varm septembermorgen
legekilling : dalen kindet ruhed
vodkasmilning mørk september
tæskeligt og kærligt, som en
lun… noget vorden, når det kimer til en barfeagtig snedecember
lysegrønne hoser
polstreposer under øjne
blindt og trygt naivt en gold og
harm og lunken morgen
uundsluppeligt til nittensommerfrøet
et ahamoment af ibenholthår
dansende fingre
kroppen åndende bag bomuld
piedestalen findes så sandt som dit nej
karmen er rammen for ny-
malede porcelænsvægge,
linjeskårne træplader på pæle
pudebeklædte siddelejer.
dynebred med dårlige ben, der
vipper impulsivt industrigult
murværk tilgitrede sortehuller
med kulmørket trukket fra dem.
af regnen som murtapet
og
frarevne frarevne kyler
vermin indbildsk stykker af sig
hen over
i buer stråler de længere
tilbage mens fremad blokeret i stykker af sig
ingen trak en liste ud
ingen kommer tilbage fra de døde og ingen kommer uden grædende ind i verden
ingen spør om man vil ind
de stilke, der bærer
rystende stankelben kroppen
knækker når den knyttes
de ældre de ved det.
samler små spåner af hofter
her er en guldkantet juni alt for lidt på dens værelse
alt for småt knyttet sammen i hjørnet mellem dvdreolen og kommodeartefakter
blufærdigt ynkende og bærer bordskamlen
se små fødder
små sko
solbuen falmer over os
syngende valmuer fantaserer om
fritfaldende vagtler
ligene lugter saltrøget
blandt rødmende stjernekastere
håndkvalt knirkende
som pibepegeren følges han
kære spor over stengærde i gedespring
asfalten mat under brysternes såle
stakkel drejer vandret efter tranefjæset smilende
grussår under bedende øjne
der findes et hav derude
og en vadehimmel dryppende
natten gror uden ord
her i mørket kan dit ansigt dæmpe lyset
mod en vind hvor alt er vådt
værelset er solgult her bag gardinbarrikaderne
der simrer i sveddampe
kropshår danser blandt døde radiatorer
gyldne lokker af udgroninger udklær hjørner og væg
guldkongen ligger under dynen
når han ikke stirrer på loftets rige sommersmil
min august pensles på lærreret gråt
det lyse tørres med sløve briser
og biler brummer i skjul for fugt
og distancens dovne kontraster
fugletræk ses som profeti
mens naturen er i dekadence
som fødselsdagens formalitet lægger låg over en nedtælling
der er kurrende dalmatinerruder som spektakel
og guds tårer tærer tomrummets runglen derude
min skinnemobilitet er
stilsiddende mellem stationsstolper
mens banens ensomhed mumles af grå informatik
ventestuens genlyd rummer brudte suk efter utænkende terræn
som monotonistisk mutters sammen
men ansigter som bjergsider og uøjensynlig tæring bag masken
findes i overfladens panoptikonspejle
hvor regnen kun bedugger deres brystkamre
alt med småt 