alt med småt

synet

jeg ser intet onde

jeg ser intet godt

jeg ser intet ækelt

jeg ser intet flot

jeg ser intet fattigt

jeg ser intet rigt

jeg ser intet fælles

jeg ser intet mit

jeg ser intet ser kun intet

ser kun intet alt er gråt

jeg ser intet ser kun intet

ser kun alle ting er væk

var vi alt og altid arme

græd vi landet glat og vådt

eller noget andet efter

barnet som vi kaldte småt lo

gemt i roens stille bæk

Reklamer

nyt fuldt dygtigt kød

væltevejr i stormen
som det lukker over stof
og vi har åbne sysnore

hvor vi er et vidunderligt væv

og et vågent alibi:
stilken vi er hængte på er fuld af særlig sød fili
her er meget honning mildt og rundt
og vildt og klæbt og vådt
og lidt for ungt at smage

stykke af det tunge stof
skal eftergives let
vi må torskes som de dumme
når engang vi mangler endnu lidt
et kød at eftersy

vi er et væv vover vi

at påstå i en eftertanke
og vi torskes som de dumme
når der er så mange ting
vi må og ikke vil

blinke blinke harme

dynelune: spidses derfor
øjne blindt og juvenilt
skam-pupille plastikposer
støtter bette øjne

grumme harmen dynevarmen
lysegrønne hoser, var det ikke, lunen
varm septembermorgen

legekilling : dalen kindet ruhed
vodkasmilning mørk september
tæskeligt og kærligt, som en
lun… noget vorden, når det kimer til en barfeagtig snedecember

lysegrønne hoser
polstreposer under øjne
blindt og trygt naivt en gold og
harm og lunken morgen

hahamoment

uundsluppeligt til nittensommerfrøet
et ahamoment af ibenholthår
dansende fingre
kroppen åndende bag bomuld
piedestalen findes så sandt som dit nej

karm

karmen er rammen for ny-
malede porcelænsvægge,
linjeskårne træplader på pæle
pudebeklædte siddelejer.
dynebred med dårlige ben, der
vipper impulsivt industrigult
murværk tilgitrede sortehuller
med kulmørket trukket fra dem.
af regnen som murtapet

og
frarevne frarevne kyler
vermin indbildsk stykker af sig
hen over

i buer stråler de længere
tilbage mens fremad blokeret i stykker af sig

ingen trak en liste ud
ingen kommer tilbage fra de døde og ingen kommer uden grædende ind i verden
ingen spør om man vil ind

homunculus

de stilke, der bærer
rystende stankelben kroppen

knækker når den knyttes
de ældre de ved det.
samler små spåner af hofter

her er en guldkantet juni alt for lidt på dens værelse
alt for småt knyttet sammen i hjørnet mellem dvdreolen og kommodeartefakter
blufærdigt ynkende og bærer bordskamlen
se små fødder
små sko

trenodie til storke

solbuen falmer over os
syngende valmuer fantaserer om
fritfaldende vagtler

ligene lugter saltrøget
blandt rødmende stjernekastere
håndkvalt knirkende

som pibepegeren følges han
kære spor over stengærde i gedespring
asfalten mat under brysternes såle
stakkel drejer vandret efter tranefjæset smilende
grussår under bedende øjne

der findes et hav derude
og en vadehimmel dryppende

stærvise

natten gror uden ord
her i mørket kan dit ansigt dæmpe lyset
mod en vind hvor alt er vådt

værelset er solgult her bag gardinbarrikaderne
der simrer i sveddampe
kropshår danser blandt døde radiatorer
gyldne lokker af udgroninger udklær hjørner og væg
guldkongen ligger under dynen
når han ikke stirrer på loftets rige sommersmil

glemt november

min august pensles på lærreret gråt
det lyse tørres med sløve briser
og biler brummer i skjul for fugt
og distancens dovne kontraster
fugletræk ses som profeti
mens naturen er i dekadence
som fødselsdagens formalitet lægger låg over en nedtælling

signalfejl

der er kurrende dalmatinerruder som spektakel
og guds tårer tærer tomrummets runglen derude

min skinnemobilitet er
stilsiddende mellem stationsstolper
mens banens ensomhed mumles af grå informatik

ventestuens genlyd rummer brudte suk efter utænkende terræn
som monotonistisk mutters sammen

men ansigter som bjergsider og uøjensynlig tæring bag masken
findes i overfladens panoptikonspejle
hvor regnen kun bedugger deres brystkamre