urmageren

by toghobo

hjul drejer som hjerter
og alle: nøj, han drejer guld som leg
så sandet løber bifaldt til bunds
med timeglasformede kvindeformede
nøgne øjne under urværkets mascara

men holder håndværket overhovedet når
tiden rinder ud og
glasset ikke kan vendes og
det står tamt og tomt og tåret og
som barnets katastrofe opriver min pillen dets itu og
styrter gyne til grus som mulvarpen graver i grave i kirkegård