patetik

by toghobo

kroppen står som knoppen spirende
et stikkelsbær af vokspoesi
stilke blomstrer op i vores våde
som nymfens kåde ikkenoget

fader forbi, moder forglemt
mit kuede blik er ikke nemt
bedrøv dig i min hule nynnen
jeg slikker dig ved stikkelsbær
og giver efter lige dér

følelsen at tækkes som et barn
og slås i jorden af din harme

vejen væk fra vold er vid og let
men vi kan ikke så den åben