signalfejl

by toghobo

der er kurrende dalmatinerruder som spektakel
og guds tårer tærer tomrummets runglen derude

min skinnemobilitet er
stilsiddende mellem stationsstolper
mens banens ensomhed mumles af grå informatik

ventestuens genlyd rummer brudte suk efter utænkende terræn
som monotonistisk mutters sammen

men ansigter som bjergsider og uøjensynlig tæring bag masken
findes i overfladens panoptikonspejle
hvor regnen kun bedugger deres brystkamre